Mor Uden Filter

At finde overskud til sit barn

jun
21

Jeg sidder i toget og mærker pludselig en glæde suse igennem kroppen på mig.

Jeg har lige afleveret Liam i dagpleje og er på vej på arbejde.

Liam og jeg har holdt ferie sammen alene og i går måtte jeg blive hjemme med ham, fordi han var syg.

Jeg mærkede pludselig en glæde over at have afleveret Liam i dagpleje og være på vej på arbejde. Dét trængte jeg bare så meget til.
Jeg duer bare ikke til at gå derhjemme med Liam alene. Når jeg tænker på det kan jeg få helt dårlig samvittighed over at have det sådan. Er der noget galt med mig når jeg bare har brug for at være mig selv? Elsker jeg ikke Liam nok, når jeg glæder mig til at sende ham i dagpleje og tage på arbejde?

I det fleste tilfælde siger jeg til mig selv at det er helt normalt at have brug for tid til sig selv, men jeg kan stadig mærke en dårlig samvittighed komme op i mig. Hvorfor kan jeg ikke overskue at være sammen med Liam 24/7?
Synes oftest jeg hører om mødre der frygter at skulle aflevere deres barn i dagpleje/institution og savner dem så snart de er gået ud af døren. Mødre der har svært ved at give slip på deres barn.

Jeg føler ikke trang til at få ham passet hos familie, men jeg har i den grad brug for at sende ham i dagpleje og lade en anden tage ansvaret for en stund.

Jeg savner ham ikke i løbet af dagen, og jeg har heller ikke travlt med at komme hjem.
Det er først når computeren er slukket og døren er lukket bag mig, at jeg glæder mig til at komme hjem.
Jeg elsker at træde ind af døren og se Liam blive ellevild over at mor er hjemme, så forsvinder tankerne om dårlig samvittighed for en kort stund.

Vi krammer, kysser og leger.. Det dejligste at komme hjem til.’

 

Jeg synes stadig det er hårdt at være blevet mor, og det er nok derfor jeg har svært ved at have overskud til Liam 24/7.
Jeg øver mig hver dag, og jeg kan da også mærke at overskuddet bliver bedre jo mere selvstændig han bliver.

Der er ingen tvivl om, at jeg bliver en bedre mor af at aflevere i dagpleje og tage på arbejde – og det skal jeg huske at sige til mig selv.

 

For tyk til leg

jun
17

               

Gal en lækkerlas, tænker jeg bare!

Dét tænkte jeg desværre ikke da jeg så mig selv i spejlet dengang. I dag ville jeg ønske at jeg så sådan ud og var i lige så god form!

Nu vejer jeg 25 kilo mere og er i markant dårligere form. Jeg har altid følt mig tyk – og jeg blev mobbet med det igennem hele min folkeskoletid.
Da jeg blev gravid med Liam tabte jeg 17 kilo over de første 4 måneder. Jeg var sengeliggende med hyperemesis og kunne ikke holde noget som helst nede. Jeg var helt nede og veje 70 kilo. Var ikke mager, men totalt afkræftet.

Før jeg blev gravid betød træning rigtig meget for mig. Jeg elsker at løfte tungt, da jeg er stærk og kan præstere på det område.
Da vægten viste 70 kilo kunne jeg underligt nok, mærke en lille jubel indvendigt. Jeg havde lige så længe som jeg kan huske, altid ønsket mig at komme ned og veje 70 kilo. Dog fyldte bekymringen for mit helbred og mit lille barn i maven mest. Jeg var udmærket klar over at jeg ikke skulle veje 70 kilo på daværende tidspunkt, men jeg glemmer aldrig følelsen da vægten viste 70 kilo.

Jeg lærte hvert fald, at man ikke nødvendigvis bliver sundere bare fordi drømmetallet kommer frem på vægten.

 

Forleden sad jeg og så “lægen flytter ind”. Afsnittet handlede om en meget overvægtig mand som havde styr på alt, undtagen hans egen sundhed. Jeg synes det lød en anelse bekendt og jeg mærkede motivationen stige løbende med programmets fortsættelse.

Da programmet sluttede besluttede jeg mig for, at jeg måtte genoverveje mine kost- og træningsvaner. Dét som især satte sig fast hos mig var, at manden i programmet kun kunne lege med sine børn siddende. Han var så overvægtig og i dårlig form, at han ikke kunne løbe rundt og lege med sine børn.
Jeg glæder mig til den dag Liam kan gå og løbe. Jeg glæder mig til den dag vi skal spille bold ude i haven eller lege fangeleg derhjemme. Men er jeg overhovedet i stand til at kunne dét? Måske nok de første 10 minutter, men ikke meget mere end dét.

Det gør mig ked af det at tænke på det. Derfor har jeg taget en beslutning om, at nu er det nu.
Jeg kan ikke tillade mig selv at fortsætte som nu, ellers ender jeg også med at skulle lege med Liam siddende på gulvet.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg har prøvet at starte en kur eller livsstilsændring omkring 25 gange. Det er gået i vasken hver gang, så hvorfor skulle det lykkedes denne gang?
Det skal det bare!

Det er derfor også vigtigt for mig, at jeg gør det her på den rigtige måde. Hvad er den rigtige måde så?
Ja, det kan jeg ikke svare på. Jeg må prøve mig frem og finde vejen til et lykkeligt vægttab.

Ønsk mig held og lykke

Det første år

jun
14

 

Det er så vildt at der allerede er gået 1 år.

For 1 år siden lå jeg på Roskilde sygehus og beundrede mit lille vidunder. Nu ligger han i sin klapvogn og tager sig en lille lur, imens jeg for første gang har sat mig ind på en café for at skrive lidt.

Der er sket så ufatteligt meget på det her år. Da Liam blev født boede vi i en lille 2-værelses lejlighed. En 2-værelses lejlighed som vi var ved at skifte ud med et hus. Det var på ingen måde planen at vi skulle have købt hus på det tidspunkt, men hvor er jeg glad for at vi gjorde det! Jeg har meget svært ved at forestille mig os 3 i den lille lejlighed.
Da Liam var 2 måneder overtog vi huset. Rasmus gennemrenoverede huset (undtagen badeværelse) på 2 uger. Jeg var alenemor i 2 uger og vi så stort set ikke Rasmus. Vi var langt fra færdige da vi flyttede ind, men det var beboeligt og vores..
På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i 2 år.

Nu har vi snart kendt hinanden i 3 år og vores søn er blevet 1 år.

Det sidste år har uden tvivl været det bedste, men også hårdeste år i mit liv. Det er hårdt for parforholdet at gennemgå en graviditet på sofaen på grund af kvalme og opkast, men det er endnu hårdere at blive forældre. Man glemmer hurtigt hinanden, og man skal lige pludselig blive enige om mange flere ting end hvem der skal tage opvasken i aften.

Skal vi have én mere? Det ved jeg ærligtalt ikke om vi skal. Det må tiden vise 🙂

Billederne er fra Liams 1-års fødselsdag med familien.

 

At blive træt af sit barn

jun
06

Lige om lidt starter der en uges ferie sammen med Liam. Dagplejen har lukket og det er mig der har taget fri – Rasmus tager på arbejde, så vi er overladt til os selv.

Jeg startede på arbejde 1. Maj, og skal da være ærlig og sige, at det har været skønt at komme tilbage. Jeg ser dét at være på arbejde som et frirum. Det ændrer sig nok med tiden, men lige nu er jeg bare så træt af at gå hjemme og har også haft lidt svært ved at glæde mig til en uges ferie alene med Liam.

Jeg synes det har været pisse hårdt at blive mor.
Jeg har svært ved at vænne mig til at der konstant er et lille menneske der er afhængig af mig – og til tider er jeg simpelthen blevet så træt af ham!
Det handler ikke om, at jeg ikke har lyst til at være der for min søn og imødekomme hans behov. Det handler om, at jeg savner den tid jeg havde for mig selv, før jeg blev mor.
Den famøse morsyge har nu stået på i omkring 5 måneder – hvornår stopper det?!

Jeg gruer lidt for den kommende ferie, for det er da bestemt ikke fedt at blive træt af sit barn og jeg får da så pokkers dårlig samvittighed når det hele vælter for mig.
Jeg har råbt af Liam, jeg har skreget i en pude af bar frustrationer og jeg har siddet og tudbrølet med ham på skødet fordi han ikke ville sove eftermiddagslur. Det er ikke en fed følelse, men jeg har bildt mig selv ind, at det er helt normalt er have de følelser.

Det er normalt at savne alenetid, savne at gå sent i seng uden at grue for den tidlige morgenvækning, som barnet nok skal sørge for. Det er normalt at være træt af lort, gylp og dét at vaske hænder for 8. Gang inden for 1 time.

Misforstå mig ikke – jeg glæder mig til at tilbringe noget tid sammen med Liam, og jeg skal uden tvivl prøve at få det bedste ud af det. Det der virker for mig, er at foretage mig noget sammen ham. Det kan være svømmehallen, biblioteket, stranden, storcenteret osv.
Så jeg har lagt planer for ugen, mange planer.

Følg med på Insta – der er aldrig stille fra mig når Liam og jeg er alene hjemme 🙂

Hvad savner du fra før du blev mor?

En lille præsentation

maj
31
Snapchat filter er OK ;)

Snapchat filter er OK 😉

Så skete det endelig. Jeg fik taget mig sammen til at oprette en blog.

Jeg har meget på hjerte, men det er en udfordring for mig at få det ned på skrift. Derudover har jeg heller ikke kunne finde ud af hvem min blog skulle være igennem. Jeg har nok oprettet omkring 5-6 blogs hos bloggers delight og slettet dem igen, da det bare ikke føltes rigtigt.
Nu er jeg landet hos Momster og jeg er sikker på, at det er det rigtige valg.

Før jeg begynder på skriveriet, vil en introduktion være på sin plads.

Jeg hedder Anja, er 25 år og mor til Liam på lige knap 1 år. Sammen med min kæreste Rasmus, bor vi i vores hus som vi købte sidste år. Vi startede med at gennemrenovere alt indenfor, og er nu startet udenfor.
Til daglig arbejder jeg som kontorassistent, hækler og bruger selvfølgelig resten af min tid sammen med min familie.
Og nårh ja, så er der jo også det der træning – det skal jeg lige øve mig på..

Når man læser min blog, skal man ikke læse med for at finde svar på noget.. Jeg har ikke svarerne på diverse udfordringer og dilemmaer. Jeg vil skrive om mine oplevelser, erfaringer, tanker og følelser, hvor jeg fortæller at du ikke er alene.

Du er ikke alene om at blive træt af dit barn, spise en hel marabouplade tirsdag aften eller lade være med at gå i bad i flere dage, fordi du ikke orker det. Det er helt normalt.

Og skal jeg så fortælle alle jer andre at det er helt normalt, imens jeg bare hviler 100% i mig selv?
Jeg kæmper og øver mig hver dag!
Jeg øver mig i at lade være med at skælde min krop ud, tale grimt til mig selv og lade være med at jagte det perfekte. Skal vi øve os sammen? – fedt!

Følg meget gerne med på min instagram @mor_udenfilter

//Anja

Vi gør os åbenbart ikke i familiebilleder, så dem kan jeg ikke prale med 😉

Rasmus og Liam