Mor Uden Filter

Parterapi hos Cathrine Katzmann

aug
15
Reklame//

 

Rasmus og jeg har nu været til vores første session hos Cathrine. Da vi gik derfra var vi virkelig overrasket over hvor stor forskel der kan være på parterapi.

Vi er begge enige om, at vi har fået rigtig meget ud af den enkelte session hos Cathrine. Meget mere end hvad vi har fået ud af de 2 sessioner vi havde hos vores tidligere parterapeut.
Det er lidt ligesom, når man har brug for at ens bankrådgiver snakker samme sprog som én selv – sådan er det også med en terapeut.

Cathrine er ikke “bare” terapeut, men også et menneske ligesom os andre. Det kan man mærke i hendes terapi. Hun fortæller gerne om eksempler fra hendes parforhold og familieliv, som relaterer sig til terapien.
For Rasmus og jeg giver det ekstra god mening, da vi har en søn på cirka sammen alder som Cathrine. Man ved bare, at de møder de samme udfordringer som vi også gør derhjemme. Læs evt. mere om Cathrine her.

Det vi allermest frygtede….

Da vi skulle til vores første session hos vores tidligere parterapeut, var vi begge enige om, at sådan noget med at sidde overfor hinanden og snakke, det var totalt NO GO.
Det ville simpelthen være for akavet og var ikke noget vi havde lyst til.
Vi var begge lettet, da vi kom ud fra sessionen. Heldigt at hun ikke udsatte os for sådan noget!

Men så mødte vi Cathrine.. Og lade mig sige det sådan: det var godt jeg ikke vidste hvad “imagoterapi” var, da jeg læste om Cathrine på hendes hjemmeside.
For så er jeg rimelig sikker på, at vi var gået glip af den gode oplevelse vi havde!

Dét der med at sidde overfor hinanden og snakke, er slet ikke så slemt endda. Man skal lige over de første 5 minutter, men derefter føles det faktisk meget rart.
Som Cathrine sagde, skulle vi jo ikke føre en samtale med hende. Vi skal føre en samtale sammen – hun hjælper os bare på vej.

Ved imagoterapi fortæller den ene, og den anden gentager. Så ved den her session var det mig der fortalte, og Rasmus gentog – og ja, vi kiggede på hinanden da vi snakkede sammen. Vi talte ikke om hinanden, vi talte til hinanden. Den anden må ikke afbryde eller bryde ind med sin egen mening eller opfattelse. Der gentages præcis dét som bliver sagt.
Jeg glæder mig til på fredag, hvor det er Rasmus’ tur til at fortælle, og hvor jeg skal gentage.

Under den her samtale (imagoterapi) bryder Cathrine nogle gange ind med ekstra spørgsmål. Det kan for eksempel være for at få noget uddybet.
Da det var mig der snakkede, var der fokus på mine følelser og oplevelser. I terapien kom vi helt ned i min barndom – meget spændende!

 

Terapi hos mig kan være hårdt, men der bliver også grinet meget

‘Så hvis du sidder her og tænker, at det lyder angstprovokerende eller akavet at sidde dér, overfor hinanden og tale sammen. Så synes jeg du/I skal booke en tid hos Cathrine – hun skal nok gøre det rart og afslappende for jer. Som hun selv skriver på hendes hjemmeside, så kan terapi hos hende være hårdt, men der bliver også grinet meget. Vi grinte hvert fald!

Kontakt Cathrine her.

 

Parterapi #2 – En ny start

aug
06

Så har Rasmus og jeg været til vores anden samtale hos parterapeuten.

Men jeg vil faktisk ikke bruge tid på at skrive om det. For der er sket noget spændende.

Reklame//

Jeg/vi har startet et samarbejde med en parterapeut – vi starter nemlig op hos parterapeut og sexolog, Cathrine Katzmann.

Hos Cathrine skal vi have nogle sessioner som jeg selvfølgelig vil skrive om her på bloggen, men vi skal også teste hendes onlinekursus som handler om at genfinde intimiteten på 4 uger. Intimitetskurset kører vi 100% selv herhjemme og sessionerne kommer til at foregå hos Cathrine på Østerbro. Læs om hendes parterapi her.

Vi går allerede igang med det online kursus i denne uge, og her på onsdag, skal vi besøge Cathrine for første gang. Vi glæder os til at møde hende og komme igang.

Følg med i vores forløb her på bloggen og insta 🙂

 

Parterapi #1

jul
17

Det er sent på eftermiddagen og vi kører mod København for at tage til vores første samtale hos parterapeuten.

Liam bliver passet derhjemme og er i gode hænder – det bare Rasmus og jeg.

Vi snakker rigtig meget på vejen ind til København. Hvad skal vi snakke om? Hvordan skal det foregå? Virker det overhovedet?

Jeg tror især spørgsmålet “virker det her?” fylder rigtig meget hos os hver især. Vi vil jo rigtig gerne det her, men vi ved jo også inderst inde at det ikke er parterapeuten der skal fikse vores forhold, det er jo os selv! Vi har bare brug for nogle redskaber.
Det er Rasmus der har taget initiativet til at prøve parterapi, da han godt kan mærke at vi kører i ring og har brug for hjælp. Jeg har ikke selv forslået det, da det for det første er, lad os være ærlige, hammer dyrt! Og så har jeg simpelthen bare svært ved at se hvad hun skal sige, for at vi kan få intimiteten tilbage igen.
Men jeg vil jo rigtig gerne have lyst og overskud til at være kærester med Rasmus, så vi kan fortsætte vores liv sammen. Jeg elsker det vi har bygget op sammen.

Derfor tager jeg selvfølgelig med til parterapi og vil være så åbensindet som overhovedet muligt.

Vi ringer på døren og da vi kommer op, står der en kvinde med en meget velplejet page og tager imod os. Jeg tror nok jeg tænkte: “shit” da jeg så hende. Jeg frygtede virkelig at vi kom op til en skrap madamme, og det var lige præcis det jeg så da vi kom derop.

Heldigvis var det her et rigtig godt eksempel på, at man kan dømme folk forkert på deres udseende. For hun var slet ikke en skrap madamme. Jeg fornemmer hurtigt at jeg har taget fejl, da hun starter med at fortælle om hendes fremgangsmåde i forhold til selve terapien.

Hun beder os om at fortælle hver især vores forhold helt fra starten. Når den ene fortæller, bedes den anden være stille og ikke sige noget.
Rasmus vil gerne starte med at lytte, så jeg starter med at fortælle.
Vi snakkede om dengang vi mødte hinanden, da vi flyttede sammen, da jeg blev gravid, da jeg fødte og hvor vi er nu.

Rasmus og jeg har altid været gode til at snakke med hinanden og åbne op, så det var som sådan ikke en udfordring at sidde og fortælle imens den anden lyttede. Jeg synes faktisk det var enormt befriende at sidde og fortælle til en person der var 100% neutral i forhold til os begge – og her afbrød vi ikke hinanden hele tiden.

Da vi var færdige med at fortælle hver især, gav hun os en smule feedback på det vi havde sagt. Den primære udfordring vi kæmper med, er alle de praktiske opgaver i hjemmet. Vi har mange udfordringer når det kommer til opgavefordelingen, og hun beskrev vores forhold som et mor og søn forhold. Vi kunne begge nikke genkendende til de eksempler hun bragte på banen, når hun snakkede om et mor-søn forhold. Jeg er mor og Rasmus er søn.

Kort fortalt handler det om at jeg beder Rasmus rydde op, gøre rent og ikke mindst husker ham på det. Jeg bliver også sur når han ikke gør det eller glemmer det. Hvem har lyst til at have et mor-søn forhold med sin mand eller kæreste? Jeg har hvert fald ikke, og det skal vi have ændret.
Som hun sagde: “man har ikke lyst til at være intim med sin søn”.
Nej, så det forklarer jo hvorfor jeg ikke har lyst til at være intim med Rasmus, men det vidste jeg nok godt inderst inde.

Vores opgave til næste gang, var at skrive ned hvilke opgaver der er i hjemmet, fordele dem mellem os og finde et fælles kompromis for, hvornår det skal gøres. Eksempelvis vil jeg gerne have at der bliver støvsuget hver dag, men Rasmus synes kun der skal støvsuges hver 2.-3. dag. Vi finder så en kompromis, hvor vi begge kan være med.
Det her kræver at jeg giver slip og stoler på at Rasmus gør det. Jeg skal ikke være efter ham, ligesom en mor er efter sin søn “ryd nu op på dit værelse”, “tøm opvaskemaskinen”, “ryd op efter dig selv”.
Det skal vi simpelthen bare kunne finde ud af, sammen.

Hun sagde en ting der virkelig gjorde indtryk på mig. “Hvis I fortsætter sådan her, så ender det med at Liam en dag sidder her, sammen med sin kone, og har præcis de samme udfordringer”.

Fortsættes…

 

 

 

Række hånden ud og bede om hjælp

jul
12

Det skal ikke være nogen hemmelighed at Rasmus og jeg har haft vores udfordringer siden jeg blev gravid.
Som jeg har skrevet om før, har det taget hårdt på vores forhold, at jeg var så syg under min graviditet.

Alle vores fælles interesser blev revet fra os, fra den ene dag til den anden. Vi har nydt at dyrke motion sammen. Fitness, mountainbiking og løb fyldte en hel del i vores liv og der blev vendt op og ned på vores hverdag da jeg blev gravid.

Under graviditeten gav det jo god mening at det var svært at finde intimiteten. De første 4 måneder lå jeg konstant i sengen og tiden gik med at sove og se lidt fjernsyn. Jeg var glad for at være gravid, men jeg var ked af at have det så dårligt og ikke kunne andet end at ligge i sengen. Rasmus trøstede mig når jeg græd og var ked af det, og han kørte mig også frem og tilbage til hospitalet når jeg skulle ind og have væske. Der blev ikke rigtig kysset og krammet, og sex var der selvfølgelig absolut intet af! Alle kender følelsen af at have kvalme og kaste op. Man har bare lyst til at grave sig godt ned i madrassen, gemme sig under dynen og sove til det er overstået. Det var stort set dét jeg gjorde i 9 måneder.

Da jeg fødte var vi ovenud lykkelige. Vi havde begge set frem til den dag han var ude, for så vidste vi at alt det her kvalme og ubehag ville stoppe. Og det stoppede ganske rigtigt også. Lige så snart han var ude, forsvandt kvalmen og opkast. Nu var vores fokus på lille Liam.

Jeg var både lykkelig over at sidde med min lille søn i armene, men også være ovre det tortur jeg havde været igennem i 9 måneder. Jeg havde set frem til den her dag meget længe! Vi havde flere gange snakket om hvor dejligt det blev, når vi fik vores liv tilbage igen og vi bare skulle nyde vores tilværelse som en lille familie.

Nu er der gået 1 år.
Vi har i den grad nydt vores tilværelse som en lille familie.

Men vi har stadig udfordringer, og vi har svært ved at være kærester. Det vil sige… Jeg har rigtig svært ved at være kærester. Efter en lang dag med en masse praktiske ting og hvor jeg har givet alt min opmærksomhed og kærlighed til Liam, orker jeg simpelthen ikke, at jeg også skal være kærester med Rasmus. Når jeg endelig kan sætte mig ned i sofaen og slappe af, vil jeg bare gerne sidde for mig selv og slappe af.
Så gider jeg altså ikke at holde i hånd, kysse og putte.. Og sex… Hvad er det for noget? Jeg vil bare gerne sove!

Sagen er… Vi er pokkers gode forældre, men helt vildt dårlige kærester. Rasmus skal dog have ros for at prøve. Det er bare ærgerligt at jeg afviser ham gang på gang.

Vi har derfor besluttet at vi har brug for noget hjælp, hvis vi skal fortsætte med at være en familie, og ikke mindst være et godt forbillede for Liam. Vi er derfor begyndt i parterapi.

Vi vil rigtig gerne det her, men vi kan ikke finde ud af at løse det selv. Det har vi brug for hjælp til.

Fortsættes….

Jeg følte mig forkert

jun
26

For det meste læser man kun om de dejlige og smukke ting ved en graviditet og en fødsel. Vi glemmer altså at snakke om de mindre dejlige og knap så smukke ting.

Cirka 2 uger efter jeg havde født Liam begyndte jeg at mærke, at der var noget galt. Som førstegangsfødende var alt nyt, men det her føltes meget mærkeligt og kunne umuligt være normalt. Der var noget galt med mit underliv.

Første gang jeg oplevede det var vi ude og gå. Pludselig, midt i Tivoli, følte jeg at noget var ved at komme ud af mig. Det var ubehageligt, men jeg lod det hurtigt passere.

Anden gang jeg mærkede det, var vi igen ude og gå. Pludselig kom følelsen af at der kom noget ud af mig.
Nu begyndte jeg at blive lidt bekymret. Hvorfor sker det her, og hvorfor sker det når vi er ude og gå.

Tredje gang skete det derhjemme under hovedrengøringen. Denne gang tog jeg mig sammen. Jeg tog mod til mig og mærkede efter. Noget var virkelig på vej ud af mig!

Jeg fik ringet til lægen og fik en tid dagen efter. Åh hvor jeg gruede for det. Det sidste jeg havde lyst til, var at ligge med stængerne i vejret og få foretaget en gynækologisk undersøgelse. Det var kun 3 uger siden jeg havde født og alt var bare ømt og ugenkendeligt dernede.

Jeg ligger hos lægen og kan knap nok trække vejret af bar frygt for smerte. Aldrig har jeg syntes en gynækologisk undersøgelse var ubehagelig. Det gjorde ikke som sådan ondt, det var bare død ubehageligt og noget jeg gerne ville have været foruden.

Lægen fortæller mig at jeg har en voldsom grad af nedsunket underliv.
Hun fortæller mig at det der holder fast i hele mit underliv har givet sig og det er dét jeg kan mærke, når jeg føler at noget falder ud af mig.
En pædagogisk forklaring som gav mening, og forklarede hvorfor jeg følte som jeg gjorde. Hun forklarede også, at jo mere jeg anstrengte mig, jo mere kunne jeg risikere “fremfald”. Det var derfor jeg kun mærkede til det når jeg var fysisk aktiv.
Det er ikke farligt, men det er vigtigt at jeg får gjort noget ved det.
Hvordan?
Knibeøvelser 10 gange om dagen, ingen løb og tung træning.
Dér røg mit ønske om at komme i form igen, øv!

På vej ud af døren spurgte hun mig om jeg havde svært ved at holde på vandet og afføring. Det måtte jeg svare nej til, og havde kun mærket til fremfaldet ved fysisk aktivitet. Hun virkede overrasket over mit svar.

Der gik et par måneder hvor jeg ikke lavede andet end knibeøvelser. For det her, dét kunne jeg bare ikke leve med. Det skulle blive bedre!

Jeg synes ikke jeg mærkede nogen bedring, og jeg var efterhånden ved at opgive. Hver gang jeg var ude og gå længere ture mærkede jeg det. Jeg kunne ikke gå med Liam i bæresele, for så mærkede jeg også til det. Det var møg frustrerende og jeg var så ked af at have det sådan.

Jeg snakkede ikke rigtig med nogen om det, da alt hvad angår underlivet bare er tabu. Jeg havde svært ved at blotte mig selv og fortælle om mit “problem”.

I forbindelse med en celleforandringer skulle jeg en tur forbi gynækologen. Inden jeg bliver undersøgt og får taget prøver, fortæller jeg om mit nedsunket underliv og at jeg gerne vil have det vurderet endnu en gang.

Efter undersøgelsen fortæller han mig, at han godt kan se at det er nedsunket, men at det ikke er i nærhenden af at være i høj grad. Jeg har gode udsigter i forhold til at træne det op med knibeøvelser. Det kan tage op til 1 år, men han var yderst positiv omkring det. Jeg skulle holde mig igang ved at dyrke motion. Altså løb? Ja, det kunne han ikke se noget problem i.

Jeg gik lettet ud af døren og fortrød med det samme, at jeg ikke var taget til gynækolog fra starten af.

Jeg begyndte at løbe nogle uger efter, og jeg kunne hurtigt mærke at det hjalp. Det havde på ingen måder en negativ effekt. Jeg tog det stille og roligt, men at mærke kroppen komme igang var en god følelse.

Der er nu gået 1 år siden jeg fødte, og det er først fornyeligt at jeg føler mit underliv har sat sig ordentlig på plads.
Et nedsunket underliv efter fødsel kan I de fleste tilfælde trænes op igen. Bliv set af en gynækolog og husk dine knibeøvelser.

Hvad synes du der mangler fokus på, når det kommer til knap så dejlige og smukke ting ved en graviditet og/eller fødsel?

At finde overskud til sit barn

jun
21

Jeg sidder i toget og mærker pludselig en glæde suse igennem kroppen på mig.

Jeg har lige afleveret Liam i dagpleje og er på vej på arbejde.

Liam og jeg har holdt ferie sammen alene og i går måtte jeg blive hjemme med ham, fordi han var syg.

Jeg mærkede pludselig en glæde over at have afleveret Liam i dagpleje og være på vej på arbejde. Dét trængte jeg bare så meget til.
Jeg duer bare ikke til at gå derhjemme med Liam alene. Når jeg tænker på det kan jeg få helt dårlig samvittighed over at have det sådan. Er der noget galt med mig når jeg bare har brug for at være mig selv? Elsker jeg ikke Liam nok, når jeg glæder mig til at sende ham i dagpleje og tage på arbejde?

I det fleste tilfælde siger jeg til mig selv at det er helt normalt at have brug for tid til sig selv, men jeg kan stadig mærke en dårlig samvittighed komme op i mig. Hvorfor kan jeg ikke overskue at være sammen med Liam 24/7?
Synes oftest jeg hører om mødre der frygter at skulle aflevere deres barn i dagpleje/institution og savner dem så snart de er gået ud af døren. Mødre der har svært ved at give slip på deres barn.

Jeg føler ikke trang til at få ham passet hos familie, men jeg har i den grad brug for at sende ham i dagpleje og lade en anden tage ansvaret for en stund.

Jeg savner ham ikke i løbet af dagen, og jeg har heller ikke travlt med at komme hjem.
Det er først når computeren er slukket og døren er lukket bag mig, at jeg glæder mig til at komme hjem.
Jeg elsker at træde ind af døren og se Liam blive ellevild over at mor er hjemme, så forsvinder tankerne om dårlig samvittighed for en kort stund.

Vi krammer, kysser og leger.. Det dejligste at komme hjem til.’

 

Jeg synes stadig det er hårdt at være blevet mor, og det er nok derfor jeg har svært ved at have overskud til Liam 24/7.
Jeg øver mig hver dag, og jeg kan da også mærke at overskuddet bliver bedre jo mere selvstændig han bliver.

Der er ingen tvivl om, at jeg bliver en bedre mor af at aflevere i dagpleje og tage på arbejde – og det skal jeg huske at sige til mig selv.

 

For tyk til leg

jun
17

               

Gal en lækkerlas, tænker jeg bare!

Dét tænkte jeg desværre ikke da jeg så mig selv i spejlet dengang. I dag ville jeg ønske at jeg så sådan ud og var i lige så god form!

Nu vejer jeg 25 kilo mere og er i markant dårligere form. Jeg har altid følt mig tyk – og jeg blev mobbet med det igennem hele min folkeskoletid.
Da jeg blev gravid med Liam tabte jeg 17 kilo over de første 4 måneder. Jeg var sengeliggende med hyperemesis og kunne ikke holde noget som helst nede. Jeg var helt nede og veje 70 kilo. Var ikke mager, men totalt afkræftet.

Før jeg blev gravid betød træning rigtig meget for mig. Jeg elsker at løfte tungt, da jeg er stærk og kan præstere på det område.
Da vægten viste 70 kilo kunne jeg underligt nok, mærke en lille jubel indvendigt. Jeg havde lige så længe som jeg kan huske, altid ønsket mig at komme ned og veje 70 kilo. Dog fyldte bekymringen for mit helbred og mit lille barn i maven mest. Jeg var udmærket klar over at jeg ikke skulle veje 70 kilo på daværende tidspunkt, men jeg glemmer aldrig følelsen da vægten viste 70 kilo.

Jeg lærte hvert fald, at man ikke nødvendigvis bliver sundere bare fordi drømmetallet kommer frem på vægten.

 

Forleden sad jeg og så “lægen flytter ind”. Afsnittet handlede om en meget overvægtig mand som havde styr på alt, undtagen hans egen sundhed. Jeg synes det lød en anelse bekendt og jeg mærkede motivationen stige løbende med programmets fortsættelse.

Da programmet sluttede besluttede jeg mig for, at jeg måtte genoverveje mine kost- og træningsvaner. Dét som især satte sig fast hos mig var, at manden i programmet kun kunne lege med sine børn siddende. Han var så overvægtig og i dårlig form, at han ikke kunne løbe rundt og lege med sine børn.
Jeg glæder mig til den dag Liam kan gå og løbe. Jeg glæder mig til den dag vi skal spille bold ude i haven eller lege fangeleg derhjemme. Men er jeg overhovedet i stand til at kunne dét? Måske nok de første 10 minutter, men ikke meget mere end dét.

Det gør mig ked af det at tænke på det. Derfor har jeg taget en beslutning om, at nu er det nu.
Jeg kan ikke tillade mig selv at fortsætte som nu, ellers ender jeg også med at skulle lege med Liam siddende på gulvet.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg har prøvet at starte en kur eller livsstilsændring omkring 25 gange. Det er gået i vasken hver gang, så hvorfor skulle det lykkedes denne gang?
Det skal det bare!

Det er derfor også vigtigt for mig, at jeg gør det her på den rigtige måde. Hvad er den rigtige måde så?
Ja, det kan jeg ikke svare på. Jeg må prøve mig frem og finde vejen til et lykkeligt vægttab.

Ønsk mig held og lykke

Det første år

jun
14

 

Det er så vildt at der allerede er gået 1 år.

For 1 år siden lå jeg på Roskilde sygehus og beundrede mit lille vidunder. Nu ligger han i sin klapvogn og tager sig en lille lur, imens jeg for første gang har sat mig ind på en café for at skrive lidt.

Der er sket så ufatteligt meget på det her år. Da Liam blev født boede vi i en lille 2-værelses lejlighed. En 2-værelses lejlighed som vi var ved at skifte ud med et hus. Det var på ingen måde planen at vi skulle have købt hus på det tidspunkt, men hvor er jeg glad for at vi gjorde det! Jeg har meget svært ved at forestille mig os 3 i den lille lejlighed.
Da Liam var 2 måneder overtog vi huset. Rasmus gennemrenoverede huset (undtagen badeværelse) på 2 uger. Jeg var alenemor i 2 uger og vi så stort set ikke Rasmus. Vi var langt fra færdige da vi flyttede ind, men det var beboeligt og vores..
På det tidspunkt havde vi kendt hinanden i 2 år.

Nu har vi snart kendt hinanden i 3 år og vores søn er blevet 1 år.

Det sidste år har uden tvivl været det bedste, men også hårdeste år i mit liv. Det er hårdt for parforholdet at gennemgå en graviditet på sofaen på grund af kvalme og opkast, men det er endnu hårdere at blive forældre. Man glemmer hurtigt hinanden, og man skal lige pludselig blive enige om mange flere ting end hvem der skal tage opvasken i aften.

Skal vi have én mere? Det ved jeg ærligtalt ikke om vi skal. Det må tiden vise 🙂

Billederne er fra Liams 1-års fødselsdag med familien.

 

At blive træt af sit barn

jun
06

Lige om lidt starter der en uges ferie sammen med Liam. Dagplejen har lukket og det er mig der har taget fri – Rasmus tager på arbejde, så vi er overladt til os selv.

Jeg startede på arbejde 1. Maj, og skal da være ærlig og sige, at det har været skønt at komme tilbage. Jeg ser dét at være på arbejde som et frirum. Det ændrer sig nok med tiden, men lige nu er jeg bare så træt af at gå hjemme og har også haft lidt svært ved at glæde mig til en uges ferie alene med Liam.

Jeg synes det har været pisse hårdt at blive mor.
Jeg har svært ved at vænne mig til at der konstant er et lille menneske der er afhængig af mig – og til tider er jeg simpelthen blevet så træt af ham!
Det handler ikke om, at jeg ikke har lyst til at være der for min søn og imødekomme hans behov. Det handler om, at jeg savner den tid jeg havde for mig selv, før jeg blev mor.
Den famøse morsyge har nu stået på i omkring 5 måneder – hvornår stopper det?!

Jeg gruer lidt for den kommende ferie, for det er da bestemt ikke fedt at blive træt af sit barn og jeg får da så pokkers dårlig samvittighed når det hele vælter for mig.
Jeg har råbt af Liam, jeg har skreget i en pude af bar frustrationer og jeg har siddet og tudbrølet med ham på skødet fordi han ikke ville sove eftermiddagslur. Det er ikke en fed følelse, men jeg har bildt mig selv ind, at det er helt normalt er have de følelser.

Det er normalt at savne alenetid, savne at gå sent i seng uden at grue for den tidlige morgenvækning, som barnet nok skal sørge for. Det er normalt at være træt af lort, gylp og dét at vaske hænder for 8. Gang inden for 1 time.

Misforstå mig ikke – jeg glæder mig til at tilbringe noget tid sammen med Liam, og jeg skal uden tvivl prøve at få det bedste ud af det. Det der virker for mig, er at foretage mig noget sammen ham. Det kan være svømmehallen, biblioteket, stranden, storcenteret osv.
Så jeg har lagt planer for ugen, mange planer.

Følg med på Insta – der er aldrig stille fra mig når Liam og jeg er alene hjemme 🙂

Hvad savner du fra før du blev mor?

En lille præsentation

maj
31
Snapchat filter er OK ;)

Snapchat filter er OK 😉

Så skete det endelig. Jeg fik taget mig sammen til at oprette en blog.

Jeg har meget på hjerte, men det er en udfordring for mig at få det ned på skrift. Derudover har jeg heller ikke kunne finde ud af hvem min blog skulle være igennem. Jeg har nok oprettet omkring 5-6 blogs hos bloggers delight og slettet dem igen, da det bare ikke føltes rigtigt.
Nu er jeg landet hos Momster og jeg er sikker på, at det er det rigtige valg.

Før jeg begynder på skriveriet, vil en introduktion være på sin plads.

Jeg hedder Anja, er 25 år og mor til Liam på lige knap 1 år. Sammen med min kæreste Rasmus, bor vi i vores hus som vi købte sidste år. Vi startede med at gennemrenovere alt indenfor, og er nu startet udenfor.
Til daglig arbejder jeg som kontorassistent, hækler og bruger selvfølgelig resten af min tid sammen med min familie.
Og nårh ja, så er der jo også det der træning – det skal jeg lige øve mig på..

Når man læser min blog, skal man ikke læse med for at finde svar på noget.. Jeg har ikke svarerne på diverse udfordringer og dilemmaer. Jeg vil skrive om mine oplevelser, erfaringer, tanker og følelser, hvor jeg fortæller at du ikke er alene.

Du er ikke alene om at blive træt af dit barn, spise en hel marabouplade tirsdag aften eller lade være med at gå i bad i flere dage, fordi du ikke orker det. Det er helt normalt.

Og skal jeg så fortælle alle jer andre at det er helt normalt, imens jeg bare hviler 100% i mig selv?
Jeg kæmper og øver mig hver dag!
Jeg øver mig i at lade være med at skælde min krop ud, tale grimt til mig selv og lade være med at jagte det perfekte. Skal vi øve os sammen? – fedt!

Følg meget gerne med på min instagram @mor_udenfilter

//Anja

Vi gør os åbenbart ikke i familiebilleder, så dem kan jeg ikke prale med 😉

Rasmus og Liam